Nyt Hospital Hvidovre
Fleksibel struktur med fremtidsudsigter
Ny tilbygning og helhedsplan for Hvidovre Hospital viderebringer konceptet for det eksisterende hospital og har fokus på en fleksibel struktur, som skaber muligheder for en fremtidig udvidelse.
I samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects på arkitektur og Krag Berglund på landskabsarkitektur har LINK Arkitektur stået for en ny tilbygning og masterplan for Hvidovre Hospital. Projektet er udført for Region Hovedstadens Kvalitetsfonds Byggeprojekter.
Dette omfatter bl.a. ny akutmodtagelse, obstetrisk afdeling, kardiologisk afdeling, børneafdeling og neonatalafdeling. Alle afdelinger fordelt på ambulatorier og sengeafsnit har et samlet areal på 31.400 m². Derudover omfatter projektet en helhedsplan for en fremtidig udvidelse på 100.000 m².
Kobler eksisterende med det nye
Designets hovedgreb har udgangspunkt i det eksisterende Hvidovre Hospital og viderebringer det overordnede koncept for logistik og funktionsopdeling. Centralt for projektet er en ny hovedindgang, der via et logisk princip kobler eksisterende sygehusfunktioner og logistik sammen i en central ankomst for alle.
Bæredygtigt grundlag for fremtiden
Projektet har fokus på en fleksibel struktur, som danner et bæredygtigt grundlag for hospitalets fremtidige disponering og udvikling. Et fleksibelt modul og en fleksibel opdeling sikrer muligheden for en fremtidig omdisponering eller udvidelse.
Der er skabt indre gårdrum, hvor fællesfunktioner og personale er placeret, mens patientværelser er placeret i bygningens ydre facade med udsigt og lys til gavn for patienternes rehabilitering. Forslagets struktur skaber åbenhed og transparens mellem de forskellige afdelinger og sikrer korte afstande både for både patienter og personale.