Degnejorden - Visualisering: LINK Arkitektur
LINK Arkitektur præsenterer markant turnaround i 2021
LINK Arkitektur Danmark leverer et 2021-regnskab med bruttofortjeneste på 53,7 mio. kr., hvilket er en stigning på 24 pct. i forhold til året før. Omsætningsløftet er skabt med samme antal medarbejdere som i 2020, hvilket dokumenterer en markant mere effektiv drift.
Også årets resultat er signifikant. Regnskabet for 2020 viste et underskud før skat på utilfredsstillende 9,2 mio. kr., hvilket i 2021 er vendt til et overskud på 141.000 kr. Virksomhedens soliditetsgrad er ligeledes vokset fra 16 pct. til 17 pct.
”Vi er særdeles tilfredse med, at det er lykkedes os at løfte omsætningen så markant i 2021 – vel at mærke med samme antal medarbejdere, som har arbejdet både smartere og mere effektivt. Vi er kommet ud af corona som en endnu skarpere arkitekturvirksomhed, blandt andet med en lovende ny satsning på Computational Design under projektnavnet LINK IO”, siger direktør i LINK Arkitektur Danmark, Kirsten Anker Sørensen.
Forventningerne til 2022 er også positive:
”Vi står overfor at rulle vores nye strategi ud på tværs af alle tegnestuer i Skandinavien, hvilket vil skærpe synergien yderligere og styrke vores kompetencer på det digitale område samt ikke mindst inden for klimamæssig, økonomisk og social bæredygtighed”, siger Kirsten Anker Sørensen.
LINK Arkitektur Danmark, nøgletal 2021
Resultat før skat: 141.000 kr. (2020: -9,2 mio. kr.)
Resultat efter skat: 22.000 kr. (2020: -7,2 mio. kr.)
Soliditetsgrad: 17,1 pct. (2020: 16 pct.)
Bruttofortjeneste: 53 mio. kr. (2020: 43 mio. kr.)