Kristina Jordt Adsersen, CEO / Administrerende direktør

LINK Arkitektur A/S leverer solid turnaround i 2024

LINK Arkitektur A/S afslutter 2024 med et positivt resultat og har dermed gennemført en betydelig økonomisk turnaround. Virksomhedens årsregnskab viser et nettooverskud før skat på 3,8 mio. kroner – en væsentlig forbedring i forhold til sidste års underskud på 9,6 mio.

Fagligheden i centrum

"Vi har arbejdet intenst det sidste halvandet år, og de positive tal er resultatet af en målrettet indsats på flere fronter. Vi har styrket vores projekt- og produktionsstyring og samtidig fastholdt en høj kvalitet i vores projekter. Det har været et essentielt mål, at vi ikke skulle gå på kompromis med hverken faglighed eller udvikling – og det er lykkedes" siger Kristina Jordt Adsersen, adm. direktør i LINK Arkitektur Danmark


LINK Arkitektur har i 2024 udbygget sin position med nye opgaver inden for boliger, pharma- og sygehusbyggeri og haft fokus på kompetenceopbygning og succes med at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere, hvor mange er fagspecialister. Samtidig vokser opgaverne fortsat inden for sikkerhed og transformation. LINK Arkitektur har i 2024 vundet flere rammeaftaler, blandt andet for Forsvaret, der skal sikre de fysiske rammer på landets kaserner og tegner på den større omdannelse af det tidligere Amtssygehus Aarhus til DGNB – og EU-taksonomi-certificerede boligbebyggelser.

”Det er en krævende proces at gennemføre en turnaround på så kort tid, og medarbejdere såvel som ledelse har alle bidraget og gjort en stor forskel. Vi har skabt enklere arbejdsgange og prioriteret nærvær i projekterne, og så har vi skåret ned på ledelseslag og sat fagligheden i centrum. Det har været afgørende for at sikre kvaliteten i vores projekter” forklarer Kristina Jordt Adsersen.

Digitale innovationsindsatser

LINK er frontløber inden for digital udvikling såsom parametrisk design og kunstig intelligens (AI). Det har været en vigtig prioritering at fastholde og udvikle de databaserede innovationsindsatser, der skal understøtte bæredygtigt byggeri gennem hele designprocessen. Blandt andet gennem tidlig kortlægning af ressourceforbrug i eksisterende byggerier,
CO₂-minimering i materialer, energieffektivitet og biofaktorer, der skaber merværdi for både kunder og samfund.

Den digitale udvikling drives i LINK IO og afprøves direkte i konkrete projekter, hvilket sikrer en case-baseret integration af ny teknologi i virksomhedens arkitektoniske løsninger.

I et fortsat krævende marked ser LINK Arkitektur i Danmark, sig godt rustet til at udvikle sin forretning og skabe samfundsnyttig arkitektur.

Om LINK Arkitektur

LINK Arkitektur er en af Skandinaviens største arkitektvirksomheder med 500 medarbejdere fordelt på 15 kontorer i Danmark, Norge og Sverige. Vores ydelser dækker alle discipliner inden for arkitektur, design, landskab og planlægning. Vores ambition er at skabe arkitektur af høj kvalitet, der sikrer en optimal balance mellem høje miljøambitioner, økonomisk rentabilitet og social bæredygtighed. Hos LINK Arkitektur tør vi tænke stort og ikke lade os begrænse af opgaver, der virker umulige. For os handler det ikke kun om arkitektur. Det handler om at skabe rum for bedre liv.

For yderligere oplysninger kontakt:
Kristina Jordt Adsersen, CEO / Administrerende direktør, kja@linkarkitektur.dk,

Telefon: + 45 28403059

Web: www.linkarkitektur.dk